SSD slitage?

Løst
Dette emne indeholder 8 svar, har 2 stemmer og blev senest opdateret af HenrikClausen HenrikClausen 5 år, 4 måneder siden.
Oprettet af
hlexa
Registreret bruger

Windows-udgave på pc’en: 10 Pro
Beskrivelse af problemet:

Hvordan får man sin SSD til at holde længere?

Venlig hilsen

Axel Hammerschmidt

 

HenrikClausen
HenrikClausen
Komputer for alle

    Hej Alex

    Det var et kort spørgsmål, der fortjener et langt svar:

    Levetiden på en SSD er direkte proportional med størrelsen, men afhænger også af nogle andre faktorer. I de seneste år er SSD’erne blevet betydeligt bedre (ud over størrelsen), så i de fleste situationer er en SSD mere holdbar end en mekanisk harddisk. Undtagelserne er ældre og mindre SSD’er.

    Den vigtigste faktor er, hvor meget man skriver. Ændringerne i det elektriske indhold trækker på SSD’ens levetid. Læsning af indholdet har ingen indvirkning på levetiden. Og det er en vigtig forskel: Windows’ Sidefil er for eksempel bygget, så der læses meget mere fra den end der skrives, så den skal man ikke bekymre sig om.

    Med en moderne 500 GB SSD kan man skrive 40 GB om dagen – hver dag – i 10 år uden at overskride den forventede levetid. Og det er faktisk udmærket.

    Jeg vil foreslå Redaktionen at skrive en artikel om dette interessante emne.


    hlexa
    Registreret bruger

      Hej Henrik!

      Tak for svar.

      Grunden til jeg spørg er, at jeg meget ofte manuelt sletter “Cookies” og andet “Off Line indhold”. Jeg hader at blive “Tracket”. Så vidt jeg kan se, så sker det hver gang man starter Edge i Windows 10.

      Ja, det vil være en god ide, at der kommer noget information om det i bladet.

      Du nævner “Sidefilen” i Windows. Nu bruger jeg både Windows og Apple OS X.

      Jeg kommer til at tænke på, om det slider mindre hvis man slår den og “Cachen” fra?

      Med venlig hilsen

      Axel Hammerschmidt

       

      HenrikClausen
      HenrikClausen
      Komputer for alle

        Hej Alex

        Cookier er meget små filer, der ikke belaster SSD’en væsentligt. Et billede siger mere end tusinde småkager!

        OK, det var en underlig metafor, så lad mig uddybe: Et foto fra et moderne kamera fylder typisk flere megabytes, mens en cookie fylder langt mindre, måske 100 bytes. Altså en forskel på en faktor 10.000!

        Så blokering af cookier er tusinde gange mindre effektivt end at undgå at gemme blot et enkelt foto på SSD’en.

        Sidefilen er en anden og ganske interessant historie, som Microsoft har forklaret i detaljer. De anbefaler, at hvis man har muligheden, bør den ligge på en SSD.

        Hvorfor nu det?

        Jo, den fungerer på en måde, hvor den har langt flere læsninger end skrivninger. Derfor er der en stor gevinst i hastighed ved at have den på SSD, og skrivningen til den er faktisk beskeden. Windows er god til at holde rede på indholdet, så det ikke skrives ned igen og igen.

        Størrelsen er også vigtig – jo større SSD, desto længere levetid.


        hlexa
        Registreret bruger

          Hej Henrik.

          Tak for svar.

          Jeg “blokerer” ikke Cookies, de slette efter besøg på HP’erne. Det gør jeg fordi nogle HP ikke vil give adgang når der blokeres. Der er altså tale om skrivning og sletning i forholdsvis stort omfang.

          Sidefilen og Cache. Kommer det ikke ud på det samme om der læses fra de originale lagrede programmer som fra sidefilen og/eller Cachen? Det ligger altsammen på SSD’en, nu bare 2 steder. Hvorfor skulle det være en fordel?

          Med venlig hilsen

          Axel Hammerschmidt

           


          hlexa
          Registreret bruger

            PS. Sidefilen er jo bare “virtuel RAM”. Men der er nok noget med de data man henter gennem sin internetforbindelse, når det er cachen. Så det går måske lidt hurtigere, når det kan (gen-) læses fra SSD’en?

             

            HenrikClausen
            HenrikClausen
            Komputer for alle

              Hej Axel

              Cookier er ikke noget stort omfang – simpelthen fordi filerne er ganske små. Installation af et mellemstort program (100 MB) skriver en million gange mere på SSD’en end en cookie. Så man behøver ikke lade hensynet til SSD’en afgøre noget i forbindelse med at acceptere eller slette cookier.

              ‘Cache’ er et bredt begreb, der kan dække over lidt af hvert. Det mest interessante her er internetbrowsernes cache, der gemmer data på diskdrevet, så det ikke skal hentes igen og igen via internetforbindelsen. Her kan man spare en hvis mængde skrivning ved at reducere browserens cache.

              Det er teknisk muligt at slå sidefilen fra, men jeg kan virkelig ikke anbefale det. Det kan give betydelige problemer. Skrivning og læsning til sidefilen har en kraftig ‘ubalance’, så der læses betydeligt mere, end der skrives – og det er godt for SSD’en.

              Levetiden er proportional med størrelsen, så problemet var betydeligt værre, da man lige kunne skrabe sammen til en 64 GB SSD. Nutidens drev på 256 GB op til 1 TB har meget lang levetid.

              Men det bedste tip til at beskytte SSD’en mod for meget skrivning er simpelt: Køb mere ram.

              Til normal brug er 8 GB ram et godt tal. Bruger du store programmer, f.eks. til videoredigering eller store spil, vil jeg foreslå at gå op til 16. Det skåner SSD’en og gør computeren hurtigere.


              hlexa
              Registreret bruger

                Hej Henrik, og tak for dine svar.

                Jeg bruger mest til daglig en Macbook, med en 500 GB SSD og 8 GB RAM.

                Jeg har osse en Lenovo Thinkpad med Windows 10 Pro, ligeledes med 500 GB SSD og 8 GB RAM.

                Så de passer fint til det du anbefaler her.

                Begge er anskaffet som nye i år, TP’en fordi min TP X60 (udkom i 2006) var ved at blive lidt bedaget. Men den har klaret sig fint som dual-boot med (2) ældre Windows – kun til lokalt brug, Excel og Word – og så Ubuntu 16 LTS til online brug.

                Jeg er glad for UNIX. Jeg syntes Win 10 er forfærdelig “bøvlet”, og overvejer at lægge Ubuntu ved siden af på den nye Lenovo.

                Jeg takker for din input og markerer spørgsmålet som løst.

                VH

                Axel

                HenrikClausen
                HenrikClausen
                Komputer for alle

                  Selv tak – og dine drev på 500 GB er så store, at de har betydeligt længere levetid end mekaniske harddiske, også hvis du ikke gør noget særligt for at beskytte dem mod skrivning.

                  Forummet 'DIN PC' er lukket for nye emner og svar.