PC til videoredigering

Dette emne indeholder 5 svar, har 2 stemmer og blev senest opdateret af HenrikClausen HenrikClausen 11 måneder, 3 uger siden.
Oprettet af
mathias.5498778
Abonnent

Jeg skal have en ny PC til videoredigering.
Jeg har brugt programmet Pinnacle version 14 og derefter version 17.
Pinnacle 14 er enkelt og let at bruge.
Pinnacle 17 er på mange måder helt anderledes og meget mere avanceret.
Pinnacle 14 er i nogle tilfælde at foretrække fremfor version 17.
Men på min nuværende PC tillader programmerne ikke at begge versioner er installeret.
Spørgsmål:
Hvordan får jeg bygget den nye PC så jeg kan have begge versioner installeret unden at de konflikter med hinanden.

Mvh Mathias

HenrikClausen
HenrikClausen
Komputer for alle

    Hej Mathias

    Spøjst nok er den slags nemmere med konkurrerende programmer end med programmer fra samme leverandør – hvis du installerer et Pinnacle-program fungerer det fint parallelt med et CyberLink-program…

    Den mest effektive metode er at lægge det ene af programmerne i en virtuel PC, f.eks. VirtualBox:

    https://www.virtualbox.org/

    Så er de to programmer helt adskilte. Men det kræver en licens til den Windows, du installerer på den virtuelle computer…

    Det kræver også godt med ram. 16 GB er passende.

    En anden metode er at installere Windows to gange på separate partitioner. og installere et videoprogram på hver Windows-udgave. Så vælger du mellem de to versioner, når du starter computeren.


    mathias.5498778
    Abonnent

      Tak for godt og hurtigt svar. Da jeg skal have købt en ny computer kun til videoredigering må det være løsningen med 2 partitioner. På grund af hurtigheden vil jeg kun have en SSD harddisk. Til råfilmene bruger jeg eksterne “almindelige” harddiske samt til backup.

      En SSD harddisk kan vel også opdeles?
      Det vil måske være mere enkelt at få installeret 2 SSD harddiske?

      Et andet spørgsmål.
      Grafikprogrammet har vel en betydning når videoprogrammet skal opdatere undervejs i videoredigeringen. Min nuværende computer er ekstrem langsom til at opdatere en tekst jeg lægger på filmen. Der kan gå flere minutter før jeg kan fortsætte.

      Hvilke specifikationer skal jeg lægge vægt på når jeg skal vælge grafikprogrammet?

      Mvh Mathias

      HenrikClausen
      HenrikClausen
      Komputer for alle

        Ja, jeg ville også bruge to fysisk adskilte SSD-diske. Priserne er jo faldet dramatisk, så det er blevet fornuftigt at købe f.eks. to drev på 500 GB hver. Dertil ville jeg så tilføje en intern mekanisk harddisk til selve filmene – interne harddiske er noget hurtigere end eksterne – men der er jo også fordele ved at kunne flytte filmene rundt ved hjælp af et eksternt drev. Og skaffer du et med eSATA tilslutning, er det lige så hurtigt som et internt.

        Hastigheden ved at lægge tekst på film er lidt udfordrende, for filmen skal komprimeres helt om, når du gør det. Jeg har selv arbejdet en del med det i tidens løb, og har lidt modstridende erfaringer. Du har naturligvis styr på at den nye PC skal have en hurtig CPU – en i7 eller en i9 med høj frekvens. Det er faktisk lykkes mig at få en i9 helt op på 5 GHz, men det var med overclocking, det er ikke alle PC’er, der kan det. Hvis du vil prøve, skal du have en CPU i K-varianten.

        Men den mest effektive måde at få mere fart i videokodningen er at bruge et program, der understøtter Quick Sync. Denne artikel fortæller mere om den funktion i CPU’en:

        https://en.wikipedia.org/wiki/Intel_Quick_Sync_Video

        Det er så op til producenten af videoprogrammerne at udnytte funktionen – selv bruger jeg CyberLink PowerDirector, der bliver flere gange hurtigere med den kodning. Der er så nogle videospecialister, der mener at kvaliteten med Quick Sync ikke er god nok, men det kan du jo selv vurdere.


        mathias.5498778
        Abonnent

          I mit spørgsmål skrev jeg “Grafikprogram”, men mente selvfølgelig grafikkort.
          Hvilke specifikationer er vigtige med hensyn til videoredigering?
          Har grafikkortet nogen indflydelse med hensyn til opdatering under videoredigering.
          når der sættest tekster på?
          eller flyttes rundt på filmsekvenser?

          Min nuværende “gamle PC” har følgende specifikationer
          Komputer med:
          Processor: Intel Core i7 CPU 860 2.80GHz 8MB S-1156 (4kerner)
          RAM: 8GB DDR3

          Grafikkort: 1024MB XFX ATI HD4650 Silent DDR2 PCI
          Grafik kortets specifikationer:
          CPU clock 600 MHz
          Memory 1024 MB – DDR2
          Memory clock 900 MHz

          HenrikClausen
          HenrikClausen
          Komputer for alle

            Grafikkortet er ikke det vigtigste til videoredigering, men en del programmer kan udnytte NVIDIA-kort til at accelerere kodningen. Så et moderat kort, f.eks. GeForce 1050, 1050 ti eller 1060 er fint.

            Din gamle CPU er lige fra da Quick Sync blev indført, og jeg vil tro, at den ikke understøtter hardware kodning af video. Her vil du mærke en betydelig forskel med enhver moderne i7 CPU. Og det behøver bestemt ikke være den allerhurtigste og dyreste.

            Du skal være abonnent for at skrive et indlæg