Synology DS 112+ opsætning

Løst
Dette emne indeholder 3 svar, har 2 stemmer og blev senest opdateret af Christian Bugge Christian Bugge 11 år, 2 måneder siden.
Oprettet af
john
Medlem

Hej!

Stor var min overraskelse da jeg efter at have sat min nyindkøbte Synology DS 112+ op ikke kunne tilgå den fra internettet. Seneste test af hjemmeservere i bladet, konkluderer jo at det er “bare lige”, men det skulle jeg hilse og sige at det er det langt fra.

Her kommer mine spørgsmål:

Opsætning af DS’en til lokalt brug på mit eget hjemmenetværk gik som en leg, men så kommer problemerne. Jeg forsøgte først at bruge “EZ-Internet” guiden, for at skabe tilgang fra internettet, men det gik ikke fordi min router ikke er includeret i den liste man skal vælge fra. Herefter strander jeg på at jeg heller ikke kan bruge forskellige vejledninger, fundet på nettet, til henholdsvis at opsætte statisk IP-adresse samt portforwarding.

Alt dette skyldes at min router (leveret af Altibox (fibernet)) er en “Telsey CPL 7”, der er både modem og router i en box. Tilsyneladende er der ingen der kender dette udstyr. Jeg kan ikke tilgå den direkte over mit hjemmenetværk, kun via Altibox.dk mit altibox (min side på altibox’s hjemmeside), og herinde tør jeg ikke rigtig røre ved indstillingerne, da jeg for det første ikke kan gennemskue alle de forskellige forkortelser der betegner de tjenester DS’en kan yde, jeg kender ikke noget som helst til portenes numre og er i det hele taget en sand novise, når det kommer til de dele.

Hvad gør jeg? Altibox kan ikke/vil ikke hjælpe. Det lyder også (når jeg snakker med deres tekniske service medarbejder) som om de ved ligeså lidt om dette, som jeg gør.

Jeg er mildt sagt på spanden.

Kan nogen hjælpe?  

Christian Bugge
Christian Bugge
Registreret bruger

    På mange måder er det en god ting, at det er svært at komme igennem til dit interne netværk. Din router sørger blandt andet for at lave et privat netværk, der bruger et særligt adresserum, der aldrig bliver routed/sendt ud på internettet, (192.168.x.x, 10.x.x.x og 172.16.x.x).

    Ved at bruge private adresser, er de enkelte maskiner på dit netværk ikke direkte tilgængelige fra internettet, og modtager kun trafik fra internettet, når de selv har etableret en forbindelse ud først. Det er en stor sikkerhedsmæssig gevinst.

    For at komme i kontakt med din Synology boks fra internettet skal du sætte port forwarding / NAT op på din router. Jeg kan ikke finde nogen vejledning hos Altinet, der forklarer hvordan deres administrationsværktøj fungerer, men der bør være et punkt, der hedder port forwarding, portvideresendelse eller NAT.

    Under det punkt skal du tilføje en regel, der sender trafik på port 80 videre til IP adressen på din Synology DS, også på port 80. Det kunne se sådan her ud (routerens eksterne IP:port -> intern IP:port på Synology boks) : 212.242.80.42:80 -> 192.168.0.10:80

    Synology forklarer her hvordan det fungerer: http://www.synology.com/support/tutorials_show.php?q_id=456#t1.3

    Har du ikke en fast IP, skal du også bruge en DDNS-tjeneste af en slags, så du altid kan få fat i din Synology boks udefra, selvom du er blevet tildelt en ny offentlig IP-adresse. Du kan læse her hvordan: http://www.synology.com/support/tutorials_show.php?q_id=456#t2.4


    john
    Medlem

      Tak for dit svar, men jeg er fortsat meget usikker på hvor og hvad jeg skal gøre.

      Jeg ved godt at routeren også sikrer at intet uvedkommende kommer ind på mit netværk.

      Når jeg kontakter min server indefra (fra mit intranet) kalder jeg slet og ret stationen op ved at taste: 192.168.10.101 (jeg mener jeg har sat DS’en op med fast IP) ind i min Browser, hvorefter jeg kan logge ind på serveren.

      Det må jo så være serverens interne IP-adresse?

      Jeg har søgt min eksterne IP-adresse på http://www.whatismyip.com/ og her kommer følgende op: 188.228.104.54, men er dette min routers, min servers eller min komputers eksterne IP? Hvis jeg taster den adresse ind i browseren får jeg Windows 7’s sædvanlige log in dialogbox frem. Den skriver at jeg skal tilgå serveren med “brugernavn og password”, hvilket jeg skriver, men så vender dialogboxen bare tilbage med tomme felter. Jeg gætter på at det er Routeren der stopper trafikken.

      Jeg vedhæfter 1 skærmskud af portforwarding siden på min router. Kunne du forklare mig hvad jeg skal skrive hvor?

      Som nævnt i mit første indlæg har jeg hele brugermanualen, men jeg synes ikke den hjælper mig særlig meget, da min hardwarekonfiguration tilsyneladende er temmelig meget anderledes end standard.

      Jeg takker på forhånd og håber disse yderligere detaljer evt. kan hjælpe dig til at få mig til at forstå teknikken lidt bedre.

      Christian Bugge
      Christian Bugge
      Registreret bruger

        Den IP whatismyip.com oplyser, er routerens eksterne IP. Det er den adresse alle dine enheder deles om, når kommunikerer på internettet.

        Prøv først at oprette port forwarding for HTTP (port 80) i Altinet’s router-administrationsværktøj. Udfyld felterne med følgende:

        Navn: Synology HTTP
        Type: TCP
        Eksterne porte – Fra: 80
        Eksterne porte – Til: 80
        Interne porte – Til: 80
        Intern IP: 192.168.10.101

        …og klik Ny rute

        Næste skridt er at ændre intervallet af IP-adresser, der tildeles nye maskiner på netværket: Under DHCP sæt Første IP til 102. Klik herefter på Ok (eller hvad knappen nu hedder).

        Jeg har desværre ikke en Synology NAS ved hånden, og jeg kan ikke finde en dansk manual, så min vejledning bliver ikke 100% præcis i det følgende.

        Når routeren er konfigureret, skal du sætte din Synology-boks op til at bruge en fast IP. Lige nu er den sat op til at hente en IP fra routeren, og det kan give problemer, hvis routeren en dag tildeler den 192.168.10.103 i stedet for 101.

        Gå i NAS’ens administrationsværktøj ind under Netværk -> LAN og flyt markeringen til Manuel konfiguration fra DHCP. Sæt IP’en til 192.168.10.101 og gem.

        Når du har sat reglen op på routeren, kunne det være interessant at teste, om det virker. Find igen din eksterne IP via whatismyip, og brug en alternativ internetforbindelse, fx din smartphones 3G til at teste, om det virker.

        Hvis der er hul igennem, kan du gå videre med at oprette port forwarding for de andre relevante tjenester: http://www.synology.com/support/faq_show.php?q_id=299

        Jeg vil tro de forskellige tjenester under Webprogrammer er mest relevante for dig. Hvis du fx skal opsætte port forwarding for port 5000, skal du udfylde felterne i router-administrationsværktøjet således:

        Navn: Synology *station
        Type: TCP
        Eksterne porte – Fra: 5000
        Eksterne porte – Til: 5000
        Interne porte – Til: 5000
        Intern IP: 192.168.10.101

        Det er vigtigt, at du kun forwarder de porte, der er behov for.

        Når port forwardingen fungerer, er sidste skridt at sætte DDNS op på Synology NAS’en: http://www.synology.com/support/tutorials_show.php?q_id=456#t2.4

        DDNS sørger for at holde et værts/domænenavn knyttet til en skiftende IP-adresse. På den måde kan du få fat i dine systemer derhjemme, uanset om routeren er blevet tildelt en ny IP adresse af Altinet. En anden løsning er at købe en fast IP hos Altinet.

        Forummet 'ANDET COMPUTERUDSTYR' er lukket for nye emner og svar.