Computeren vil ikke starte

Løst
Dette emne indeholder 2 svar, har 2 stemmer og blev senest opdateret af  bhc0069 13 år, 1 måned siden.
Oprettet af
Villy41
Medlem

Min  stationære pc er stået af!

Hvad kan der være sket, når computeren starter op i sort billede med hvid skrift og giver mig fem valgmuligheder for at starte windows XP, men ingen af dem virker? Computeren vender bare tilbage til det samme startbillede med de samme 5 valgmuligheder. Her er en beskrivelse af hændelsesforløbet:

Efter at have installeret router/lokalt netværk er den i forvejen langsomme stationære pc blevet endnu langsommere. (Vi har 2 bærbare pc’er og 1 stationær). Jeg åbnede joblisten og så, at den hele tiden kørte med forskellige processer, som brugte meget cpu kraft. Processen aktiv system, som jeg havde set førhen normalt lå på 96-97% eller mere og sidefilforbrug på 5-600 mb, ændrede sig dramatisk i dagens løb.  Procenterne faldt drastisk og var undertiden helt væk (fordi andre processer brugte over 100%??), og sidefil allokeringen steg til 7-900 mb og lejlighedsvis over 1 gb (pc’en har ram på 512 mb). Samtidig begyndte computeren at larme med stigende og faldende hyletoner. Når jeg tog back-up var der virkelig meget larm. Når jeg så satte den i standby eller dvale, så blev den helt rolig, og når jeg så igen startede op, begyndte den atter efter et stykke tid at arbejde sig op med hyletoner som førhen (som om den lige skulle blive varm først). Ved meget arbejde, som f.eks. at gå på Nettet og samtidig have dokumentmappen eller andet åben, så steg støjniveauet markant, for så at falde igen, når jeg gik ud af Nettet. 

Jeg så i system logfiler i kontrolpanelet, at der i dagens løb var stimevis af fejlmeddelelser. Allerflest var der af DCOM med en tekst noget i retning af “ikke tilladelse til …” jeg kan ikke rigtig huske teksten, og jeg kan ikke se den nu, hvor jeg ikke kan starte pc’en. Men der var rigtig mange fejlmeddelelser og hver dag! Jeg fik osse med mellemrum en fejlmeddelelse fra CyberMedieLibraryServer (eller noget i den retning) om en alvorlig fejl og at programmet lukkede ned.

Jeg har ingen problemer med den bærbare, men nu hvor jeg skriver dette, så skulle jeg da lige se i systemlogfilerne, og her ser jeg så osse en stribe af samme daglige fejlmeddelelser -DCOM- som i den stationære pc, men jeg kan altså ikke mærke noget usædvanligt på den bærbare.

Er der nogen, der ved, hvad der kan være sket? 


bhc0069
Registreret bruger

    Hej

    Hvad sker der, hvis du putter din Windows installation CD i drevet og boot op derfra? Er måske lidt risikabelt, nu du har fået det hele til at virke, men da pc ikke virker p.t. …… 🙂

    Hyletonerne, kunne det være harddisken, som er ved at stå af?!


    Afg
    Abonnent

      Hyletoner kommer som oftest fra en køler – enten på grafikkortet, processoren eller strømforsyningen.

      Harddisken kan også larme når den er ved at gå itu, men har en lidt anden lyd (ofte en klikken og skærende hylen) og giver samtidig periodiske problemer ved brugen af computeren.

      Hvis sidstnævnte ikke er problemet, så åben computeren og se efter, om det er støv der har sat sig som på kølerne og i risten på processorkøleren.

      Hvis du vil lytte til, hvilken køler der hyler, kan et tomt paphylster til en køkkenrulle være en slags hørerør, som måske kan give dig et vink om, hvilken del der hyler.

      Hvis du vil støve computeren af indeni, så husk at fjerne strømledningen først og rør ved kanten af computeren førend du rører komponenterne indeni.

      Et skud fra mig er, at det er grafikkortet, der giver problemer – og et nyt koster ikke alverden, så det er nemmest at udskifte dette.

      Når jeg fejlfinder en PC starter jeg med at tage alt unødvendigt fra – dvs. netkort, lydkort, CD/DVD-drev, A-drev. Eller sagt på en anden måde, at det kun er din harddisk der er sat til sammen med grafikkortet. Hvis PC-en virker, sætter jeg et styk til og starter computeren op igen etc. indtil fejlen dukker op.

      En glemt CD (og ofte af en ringe kvalitet) i drevet kan i øvrigt også give problemer med hylen og langsom PC under brug.

      Lad mig høre, om du kan finde frem til noget brugbart udfra ovennævnte – så kan vi tage den derfra;-)

      Venlig hilsen

      Forummet 'DIN PC' er lukket for nye emner og svar.