Bluetooth, WiFi, email o.m.a.

Løst
Dette emne indeholder 2 svar, har 2 stemmer og blev senest opdateret af Henrik Ræder Clausen Henrik Ræder Clausen 12 år, 3 måneder siden.
Oprettet af
lambrecht
Abonnent

På min fine nye Android-mobil har jeg en masse hjælpeværktøjer – men jeg er bare forvirret på et højere plan, for jeg ved ikke bestemt, hvornår jeg bruger hvad!

Bluetooth kan jeg godt tænke mig til, den aktiverer jeg, når jeg bruger håndfri telefon. Men har ikke styr på, hvornår jeg ellers skal aktivere hvad.

Jeg har downloaded programmet MyTrack til at optage spor/ruter. Det er super – og fandt ud af, at GPS’s skulle være tændt. Logisk måske – men hvorfor kunne programmet ikke blot aktiveres via satellit?

Jeg modtager og sender ikke emails via telefonen – da jeg sidder ved en computer hele dagen. Men hvornår har jeg brug for at aktivere WiFi – og hvad aktiverer jeg? Kan se, den vil finde mit trådløse bredbånd hjemme – men hvad gør den, hvis jeg er ude?

Når jeg synkroniserer kalenderen med min Google-kalender går det fint og automatisk. Hvad bruger jeg der? er det bare telefonforbindelsen/satellit?

det er måske slet ikke det rigtige sted at stille spørgsmålet, men jeg har ikke kunnet finde et sted, hvor det er forklaret ordentligt

Sikken masse gode spørgsmål. Jeg tager fat fra en ende af:

Bluetooth er praktisk til at få forbindelse til mikrofoner, højtalere og lignende enheder. Teoretisk kan man også koble mus og tastatur til, men det er lidt eksotisk. Selv har jeg et sæt Bluetooth højtalere, hvor jeg bruger telefonen til at sende musikken til højtalerne. Det fungerer også fortrinligt til at skaffe større højtalere på banen, når jeg vil se en film på computeren.

For at aktivere Bluetooth skal du typisk holde en knap inde et par sekunder på den enhed, du vil tilslutte, og derefter få computeren / telefonen til at søge efter den. Jeg vedlægger et skærmskud fra telefonens indstillinger, der viser det.

MyTracks er smart 🙂

Der er dog gode grunde til at det ikke kan aktiveres via sattelit, nemlig at sattelitterne er rent passive. De sender GPS-signalet ned til enhver, der ønsker at modtage det, men man kan ikke få sendt andre data ad den kanal, endsige sende noget tilbage til disse sattelitter. De viser dig din placering, punktum.

Ved at koble din telefon til WiFi – trådløst netværk – får den en hurtigere internetforbindelse, der ikke trækker data på dit telefonabonnement. Mange telefonabonnementer har begrænsede datamænger, og det kan koste kassen, hvis grænsen overskrides. Har man adgang til et trådløst netværk, er det både bedre og billigere end at bruge mobilt bredbånd. 

Din kalendersynkronisering vil foregå via mobilt bredbånd, hvis du ikke er tilsluttet WiFi. Som nævnt ovenfor kan satelitter ikke bruges til formålet. 

Og så det smarte:

Hvis din telefon er koblet til et trådløst netværk eller to (den kan sagtens kende flere), vil den automatisk bruge dem, når de er indenfor rækkevidde. Går du væk fra dem, skifter den gnidningsløst over til at bruge mobilt bredbånd. Forskellen kan ses i symbolerne på toppen, og det kan være lidt forskelligt fra telefon til telefon.

Eksemplerne her er fra en Samsung Galaxy I:
Er du tilsluttet WiFi, er der et symbol, der viser en prik og signalstyrken som tre buer.
Er du på mobilt bredbånd, vil et H, 3G, G eller E symbolisere, hvilken teknologi – og dermed hvilken hastighed – du er forbundet med.

Generelt er ethvert WiFi betydeligt hurtigere end mobilt bredbånd, både i reaktions- og overførselshastighed. 

Praktisk konklusion: Gør endelig brug af de trådløse netværk, du er i nærheden af. Det giver en bedre og billigere forbindelse end mobilt bredbånd. 


lambrecht
Abonnent

    mange tak. jeg slår så wifi til, når jeg er ude – og skal bruge det. dagligt har jeg det meste slået fra, så jeg ikke skal oplade hele tiden.

    Forummet 'NETVÆRK' er lukket for nye emner og svar.