Skjule trådløse netværk

Løst
Dette emne indeholder 9 svar, har 2 stemmer og blev senest opdateret af  user-289297 4 år, 3 måneder siden.
Oprettet af
user-289297
Abonnent

Hej. Hvordan kan jeg se, om mit trådløse netværk er skjult og beskyttet? Jeg har en Lenovo PC med Win. 10.

Skal jeg gøre noget specielt på min mobil Samsung A5?

Vh. Ilj

HenrikClausen
HenrikClausen
Komputer for alle

    Mener du husets hjemmenetværk?

    Der er umiddelbart ikke noget at skjule og beskytte på pc / telefon. De er modtagere (‘forbrugere’) af netværk, og er derfor ikke synlige på netværket (undtagen hvis du deler et fra telefonen).

    Der er så heller ikke nogen særlig grund til at skjule et netværk. Det kan være praktisk for at gøre listen over netværk kortere, men rent sikkerhedsmæssigt vinder man ikke noget væsentligt på den måde. Det vigtige er at beskytte netværket med en god adgangskode (12 tegn eller mere), og at det er WPA / WPA2. Den gamle sikkerhedsprotokol WEP er så nem at bryde, at jeg på få minutter kan finde adgangskoden til ethvert netværk af den type!


    user-289297
    Abonnent

      Det er også selve kodningen, jeg mener, det er lige med at få det formuleret😄. Hvordan kan jeg se, om jeg i sin tid har kodet mit netværk, og hvordan ændrer jeg evt. min kode?

      Vh.  Ilj

      HenrikClausen
      HenrikClausen
      Komputer for alle

        Ah, det er noget andet.

        For det første kan du nemt undersøge, om netværket er kodet: Klik på netværksikonet i statuslinjen. Det giver en liste over tilgængelige netværk. Hvis der ikke er noget advarselstegn på dit netværk, er det kodet.

        Se først på bagsiden af din router. Der er sandsynligvis en etiket med IP-adresse, brugernavn og adgangskode. IP-adressen indtaster du i din browser, der så vil spørge til brugernavn og adgangskode.

        Det bringer dig ind på routerens administrationssider. Her kan du finde indstillingerne for kryptering, sikre at de er i orden, eller ændre dem.

        Jeg vedlægger eksempler på en etiket, og på indstillingerne på den side, man kommer ind på. I eksemplet er krypteringen sat til WPA2, det er et godt og sikkert valg:


        user-289297
        Abonnent

          Hej Henrik.

          Tusind tak for dit omfattende svar med tilhørende links.

          Der kommer ikke noget advarselstegn på netværket i netværksikonet på statuslinien, så det skulle være OK.

          Jeg kommer desværre ikke ind i routerens administrationssider, når jeg taster brugernavn og adgangskode ind. Derimod kommer jeg ind til en oversigt over, hvad der er logget på netværket af mobiler, PC, fjernsyn, printer m.m. Jeg kan ikke der se administrationssider. Jeg ved, den er sat til WPA2. Jeg ved, jeg har været i det billed tidligere, men ……..

          Jeg har fundet etiketten på bagsiden af routeren, og password står derpå, det kan man da ikke kalde krypteret?

          Når jeg i adresselinien taster IP-adressen ind, får jeg meldingen: Siden er ikke sikker. Dette kan jeg også se fremkommer  i jeres blad 2/20. Er det ikke usikkert at taste IP-adressen her?

          Det blev vist lidt rodet, jeg håber, du kan finde ud af det?

          Vh. ilj

           

          HenrikClausen
          HenrikClausen
          Komputer for alle

            Selv tak, og lad mig starte med det vigtigste: Jeg tror ikke, at du har et problem.

            For at se efter netværkets sikkerhed skal du lige klikke på netværksikonet. Det giver en liste over tilgængelige netværk, og alle netværk med kryptering er mærket ‘Sikret’ – se skærmskud nedenfor.

            Det lyder nu som om det er administrationssiderne, du er inde på – det er almindeligt, at forsiden giver en liste over tilsluttede enheder. Vedlæg gerne et skærmskud af det.

            At adgangskoden står i klartekst på selve routeren er ikke noget sikkerhedsproblem – for kun den, der er fysisk i besiddelse af den, kan se de oplysninger, og selv hvis de havde dem, er det normalt ikke muligt at logge på routeren udefra. Der findes enkelte undtagelser, men det hører hjemme i avanceret snak om sikkerhed.

            Det med den sikre forbindelse er et tilbagevendende spørgsmål… Teknisk set er det kun nødvendigt, når der overføres private oplysninger, betalingsdata o.lign., men generelt er stort set alle gået over til at bruge krypterede forbindelser, ikke mindst fordi browserne begyndte at advare mod sider, der ikke gør det.

            Men fra din PC til din egen router er en sikker forbindelse helt unødvendig. Ingen udefra kan opsnappe trafikken (når routeren er sikret med WPA – det krypterer den), så at forbindelsen fra din PC til din router ikke er krypteret oven i det, betyder intet.

            Det blev lidt langt – men nu burde det være klart, hvorfor jeg ikke ser nogen problemer 🙂


            user-289297
            Abonnent

              Hej Henrik og endnu engang tak for et meget uddybende svar.  Der står “sikret” ud for de tilgængelige netværk, super!
              Det er godt at vide, at adgangskoden ikke er noget sikkerhedsproblem her.

              Så er mine “problemer” løst, tak for det!

              Et sidste spørgsmål: Er det bedst at vælge 5G eller 2.4G?

              Vh. ilj


              user-289297
              Abonnent

                Øh, ser mit spørgsmål ligeså mærkeligt ud hos dig med en masse koder?

                HenrikClausen
                HenrikClausen
                Komputer for alle

                  Jeg så også koderne, og har lige så stille redigeret dem ud. Mon du har skrevet teksten i et andet program, og derefter indsat den her?

                  Valget mellem 2,4 GHz og 5 GHz er et valg mellem rækkevidde og hastighed. Uden at jeg skal gå alt for meget ind i det radiotekniske er 2,4 GHz radiobølger bedre til at trænge igennem vægge, mens 5 GHz har højere frekvens og mulighed for betydeligt højere hastighed.

                  Som hovedregel bør 5 GHz kun bruges i samme rum som routeren, eller i rum adskilt med tynde vægge (træ eller gips, ikke mursten eller beton). Gennem en mur eller to af den type giver 2,4 GHz bedre forbindelse og højere hastighed. Jeg har målt en del trådløse routere og kender forskellen ret godt 🙂


                  user-289297
                  Abonnent

                    Hej Henrik.

                    Jeg kører med 5GHz både på mobil og PC, og routeren står i et andet rum . Jeg vil ændre dette til 2,4.

                    Jeg tror, at koderne kom, da jeg trykkede på “send”  x 3 (utålmodig sjæl😄).

                    Tak for dine svar, de har været til stor hjælp!

                    Vh. Ingelise

                    Forummet 'NETVÆRK' er lukket for nye emner og svar.