Vælg format til VHS-optagelser

Løst
Dette emne indeholder 1 svar, har 1 stemme og blev senest opdateret af Henrik Ræder Clausen Henrik Ræder Clausen 13 år, 2 måneder siden.
Oprettet af
Thomas
Medlem

Jeg er gået i gang med at overføre alle mine gamle VHS-videobåndoptagelser. På grund af manglende udgange på VHS-båndoptageren sker det til en Sony DVD-optager med harddisk.

Når filmene er overspillet hertil, klippet til og er blevet udstyret med et illustrativt foto, bliver de enkelte optagelser brændt ned på en genskrivelig DVD, fordi DVD-optageren ikke har noget USB-stik, så man kan overføre dem direkte til dette eller en ekstern harddisk.

Dermed gemmes optagelsen/optagelserne i .VRO-format (eller, når noget er optaget direkte fra fjernsynet til harddisken, i .VOB-format).

Der kan jo imidlertid kun være 4,7 GB på en DVD-skive, og hvis optagelsen varer mere end en time, bliver den p.g.a. den høje overførselskvalitet for stor til disken. I så fald konverteres den under overførslen fra harddisken til DVD-skiven.

På min PC har jeg installeret det fortrinlige – og ganske gratis – program Freemake Video Converter (www.freemake.com), som kan åbne stort set alle billed- og lydformater og konvertere dem til stort set alt (“to AVI”, “to MKV”, “to Apple”, “to Android”, “to DVD”, “to MP3”, “to YouTube”, “to MP4”, “to WMV”, “to SWF”, “to MPEG”, “to Sony (PSP)”, “to 3GP”). Det er legende let og ubesværet at få optagelserne overført til harddisken.

Men hvilket MPEG-format bør man gemme i: MP4 eller MPEG? MPEG er MPEG2, men umiddelbart virker det, som om kvaliteten af overspilningen er bedre her. Filerne er også en anelse større.

Flere af optagelserne vil jeg gerne bevare i to udgaver: 1) Brænde dem (fast) på en DVD, så de let kan findes på hylden, 2) Gemme dem digitalt, så de på et senere tidspunkt måske kan streames til fjernsynet.

Hvad bør man vælge for dels at bevare den bedst mulige kvalitet både på en DVD-skive og som digital fil til afspilning, dels at være “fremtidssikker”?

Her er de oplysninger, som Freemake Video Converter selv giver om en tilfældig optagelse:

Original:
MPEG2Video, 720 x 576, 4:3, 9300 Kbps, 25 fps, lyd: AC3, 48 KHz, 256 Kbps, Stereo

Kopi (hvis man vælger MP4):
H.264 (CUDA), 768 x 576, 1959 Kbps, 25 fps – MP3, 256 Kbps, Stereo

Kopi (hvis man vælger MPEG):
MPEG2, 768 x 576, 5330 Kbps, 25 fps – MP2, 256 Kbps, Stereo

På forhånd stor tak for hjælpen!

Godt spurgt. Struktureret og med masser af detaljer.

Svaret er faktisk ret enkelt: MP4 (hedder også MPEG-4) er det mest moderne og bedste format.

MPEG (faktisk MPEG-2 i sammenhængen, fordi det er til DVD) er et ældre og mindre effektivt format, og som du bemærker, producerer det større filer.

Filstørrelsen vil, som du har bemærket, være større med MPEG-2 filer end med MP4. Og i de indstillinger, du så udmærket har kopieret ind i spørgsmålet, kan du faktisk aflæse præcist, hvor meget (jeg holder lydsiden udenfor her):

MPEG-4 er sat til 1959 kilobit / sekund. Ved at dividere med 8 bliver det til cirka 245 kilobyte / sekund. Variationer kan forekomme, men 1 megabyte per 4 sekunders video er tommelfingerreglen her.

MPEG-2 er sat til 5330 kilobit / sekund. Ved at dividere med 8 bliver det til cirka 666 kilobyte / sekund, så en megabyte kun giver dig ca. 1 1/3 sekunds video.

Så er der naturligvis den visuelle kvalitet, der er svær at måle objektivt. Begge metoder indfører tab i videobilledet i form af pixels, der ikke har præcist samme farve som originalen, men de gør det forskelligt. Derfor er kvaliteten ikke direkte og objektivt sammenlignelig. Hvis pladsen ikke er noget problem, giver MPEG-2 formodentlig den bedste komprimering.

Sætter du de to metoder til at bruge samme bitrate – prøv fx med 1959 kilobit / sekund – vil forskellen være markant, og klart til fordel for MPEG-4.

Optagelse til DVD foregår i MPEG-2, og med en høj bitrate (som ovenfor) er det et godt valg. Her skal hver film jo bare passe på en enkelt skive, så der er godt med plads. Det er i øvrigt fuldt ud lige så digitalt som MPEG-4.

Men sætter du bitraten en tand op, fx til 3000 kilobit / sekund, skulle MPEG-4 levere en kvalitet på linje med MPEG-2 ved 5330 kilobit / sekund. Bruger du 2-trins kodning udnyttes pladsen endnu bedre – det tager dog dobbelt så lang tid.

MPEG-4 (.MP4) er både det nyeste og det mest effektive format. Det vil jeg anbefale til alle andre formål end at brænde DVD-film, der jo skal være MPEG-2.

Forummet 'PROGRAMMER' er lukket for nye emner og svar.