Windows 10 version 1607 har mistet adgang til ekstern harddisk

Ikke løst
Dette emne indeholder 8 svar, har 3 stemmer og blev senest opdateret af Christian Bugge Christian Bugge 7 år, 5 måneder siden.
Oprettet af
GertHP
Abonnent

Hej Komputer for Alle Forum

Jeg har netop opdateret min HP pc (desktop) til seneste udgave af Windows 10, version 1607. Efter opdateringen kan jeg ikke få adgang til den eksterne harddisk (en Western Digital), som jeg har benyttet på pc’en i lang tid. Når jeg kobler den til pc’en efter opdateringen, kommer der en fejlmeddelelse om, at “USB enhed blev ikke genkendt” og så yderligere lidt fejlbeskrivelse om, at den ikke virker og at man skal prøve at koble enheden til igen. Men uanset hvor mange gange, jeg har gjort det, bliver resultatet fortsat det samme.

Under indstillinger, Enheder og herunder under Tilsluttede enheder står en (faktisk to, måske fordi jeg har prøvet flere gange) enhed med følgende tekst: “Ukendt USB- enhed (anmodning om enhedsbeskrivels…….”.

Jeg har forsøgt at flytte den eksterne harddisk (Western Digital) til en anden desktop pc, der også kører seneste udgave af Windows 10 (version 1607) og her har jeg straks fuld adgang til harddisken.

Jeg har også forsøgt at koble en anden ekstern harddisk (en Verbatim), som virker på andre pc’ere, til HP desktop pc’en, men heller ikke den, kan man få adgang til. Det er de samme fejlmeddelelser, der kommer frem som ved den eksterne WD harddisk. Så fejlen er altså mere generel end specifik rettet mod WD harddisken.

Jeg har så forsøgt at lede efter drivere på nettet til WD harddiske og fundet en “WD Drive Manager Setup v2.115.exe” fil, som jeg har kørt, men uden virkning.

Hvad skal jeg gøre for at få den eksterne harddisk til at virke igen på førstnævnte Desktop pc? Har I nogle gode forslag hertil?

Jeg har tænkt mig at gå tilbage til et gendannelsespunkt før version 1607 af Windows blev installeret for at se, om HP pc’en dermed virker, som den hidtil har gjort. Vil det være en anbefalelsesværdig fremgangsmåde (eller havner jeg blot tilbage i samme problem, når jeg atter får opdateringen til Windows 10, version 1607)?

De venligste hilsner

Gert Holm-Petersen

Christian Bugge
Christian Bugge
Registreret bruger

    Hej Gert

    Prøv følgende:

    1. Højreklik i nederste venstre hjørne, og klik Enhedshåndtering.

    2. Opdatér driveren for de relevante enheder: Højreklik og klik Opdatér driversoftware…

    3. Klik Søg automatisk efter opdateret driversoftware

     

    Hvis det ikke hjælper, kan det måske løse problemet at installere driveren til usb-controlleren manuelt. Du kan finde driveren på HP’s hjemmeside. Hvis du oplyser mig, præcis hvilken computer du har, kan jeg finde driveren til dig.


    GertHP
    Abonnent

      Hej Christian

      Tusind tak for svaret. Jeg har fulgt den foreslåede fremgangsmåde, men får blot følgende svar, når jeg forsøger at opdatere de to USB Controllere, hvor der ud for dem står en gul trekant med et udråbstegn i og som er identificeret med “Ukendt USB-enhed (anmodning om enhedsbeskrivelse mislykkedes):

      “Den bedste driversoftware til enheden er allerede installeret.

              Windows har konstateret, at driversoftwaren til enheden er opdateret.

                     Ukendt USB enhed (anmodning om enhedsbeskrivelse mislykkedes).”

      Om min HP pc (desktop) kan oplyses følgende:

      Produktnavn: G5341sc

      Serienummer: CZC1312630

      Produktnavn: LG034EA#UUW

      Er det en tilstrækkelig identifikation af pc’en?

      Supplerende kan oplyses, at jeg har forsøgt at gendanne pc’en til et tidspunkt før opgraderingen til Windows version 1607, hvor den tidligere fungerede perfekt med hensyn til eksterne harddiske og usb-enheder, men det gav desværre heller ingen “effekt”. Så nu er jeg tilbage på version 1607 og har overvejet at geninstallere pc’en (med mindre det lykkes at opdatere driverne direkte fra HP’s hjemmeside efter den anvisning, som jeg glæder mig til at læse fra dig).

      I forbindelse med en eventuel geninstallering af Windows 10 har jeg undret mig over et par ting:

      Da jeg opgraderede fra Windows 7 til 10, lavede jeg også en Windows 10 ISO DVD og fik i den forbindelse en produktid til DVD’en, som var på fire elementer hver med 5 karakterer, heraf enkelte var store bogstaver, men ellers bestod af tal. Når jeg aflæser produktid’en på PC’en er den ligeledes på fire elementer hver med 5 karakterer, mens slutter på en anden, sidste nøgleværdi end den, der tilhører DVD’en (eksempelvis slutter DVD’ens produktid på “AA351”, mens PC’ens slutter på “AA787”).

      Jeg har forsøgt at sætte DVD’en i PC’en og bliver – ved opstart fra DVD’en ved at trykke på F10 ved opstart af PC’en – bedt om en produktid, som er på 5 elementer (og altså ikke de 4, som jeg har nøgle til) hver bestående af 5 karakterer. Jeg kan derfor ikke komme videre ved at indtaste min produktid-kode, som jo er for kort, men jeg kan springe indtastningen af produktid-koden over. Skal man i givet fald blot det? Og hvad er forklaringen på at PC’en er identificeret med en produktid på kun 4 elementer á 5 karakterer, når der forlanges en produktid på 5 elementer á 5 karakterer ved geninstallering fra DVD, Windows 10 i ISO udgaven?

      Beklager de mange spørgsmål, men jeg er altså noget forundret.

      Mange venlige hilsner

      Gert Holm-Petersen

      Christian Bugge
      Christian Bugge
      Registreret bruger

        Hej igen

        Det ser ikke ud til, at der er nogen relevante driveropdateringer fra HP.

        Fejlen kan måske relatere sig til kompatibilitetsproblemer mellem Windows 10 og computerens NVIDIA chipsæt.

        Prøv at installere driveren her (som er til Windows 7, men fungerer på Windows 10): http://www.geforce.com/drivers/results/82758

        1. Genstart computeren efter installationen, frakobl alle unødvendige USB enheder og disken(e).

        2. Start computeren, tilslut diskene når du er logget på Windows. 

        3. Højreklik i nederste venstre hjørne, og klik på Enhedshåndtering.

        4. Åbn punkterne USB-controllere, Diskdrev og Lagerenhedscontrollere.

        5. Tag et skærmskud der svarer til det herunder, og vedhæft det i dit svar.

        6. Højreklik på enheder under de tre punkter, der optræder med en gul trekant, klik Fjern, og bekræft.

        Bekræft, hvis du får mulighed for at fjerne driveren, når du fjerner enheden.

        7. Under punktet USB-controllere, højreklik på USB-rodhub, og klik Egenskaber.

        8. Skift til fanen Strømstyring, og fjern fluebenet ved Tillad, at computeren slukker for denne enhed for at spare strøm.

        9. Gentag punkt 7-8 for andre USB rodhubs under USB-controllere.

        10. Frakobl diskene, og genstart computeren.

        11. Tilslut diskene påny.

         

        Produkt-id og produktnøgle er to forskellige ting.

        Produkt-id’et fortæller hvilket produkt, der er tale om, og kan ændre sig med opdateringer af operativsystemet.

        I de fleste tilfælde, har du ikke brug for en produktnøgle, og under installationen kan du vælge af installere uden produktnøglen.

        Efter installationen skal du aktivere Windows. 

        For at sikre, at Microsoft genkender computeren og aktiverer Windows, skal din computer være kædet sammen med din Microsoft-konto ved at følge første del af guiden her inden geninstallationen: https://support.microsoft.com/da-dk/help/20530/windows-10-reactivating-after-hardware-change

        Du kan læse mere om produktnøgler, aktivering og Windows 10 her: https://support.microsoft.com/da-dk/help/12440/windows-10-activation

         


        GertHP
        Abonnent

          Hej igen Christian

          Tak for svaret og den fine vejledning, som jeg har fulgt hele vejen igennem uden problemer. Alt fungerede som du har beskrevet det under de enkelte punkter (jeg blev – som du vist også havde forventet – ikke bedt om at bekræfte mulighederne for at fjerne driveren, når enhederne blev fjernet under punkt 6).

          Jeg får dog samme resultat – altså at den ikke virker – når der til sidst under pkt. 11 tilsluttes den eksterne harddisk.

          Jeg har vedhæftet det skærmdump, som du specificerede under punkt 5. Selv efter at have fjernet de to punkter med gul trekant og fulgt den efterfølgende vejlednings punkter, ender jeg op i præcis samme udseende af skærmdumpet, når jeg efter pkt. 11 har tilsluttet disken på ny. Atter kommer der en fejlmeddelelse kortvarigt i nederste højre hjørne om, at USB-enheden ikke blev genkendt og ikke virker korrekt. Samtidig dukker de to punkter med gul trekant atter op under Enhedshåndtering (også selv om jeg kun har tilsluttet én harddisk).

          Det ligner noget af en blindgyde, som jeg er havnet i. Er jeg havnet i en situation, hvor jeg må bruge pc’en uden at kunne koble eksterne harddiske og usb-enheder til?

          Da jeg oprindelig for godt et års tid siden skiftede fra Windows 7 til Windows 10 havde jeg nogle kompatibilitetsproblemer med NVIDIA skærmkortet, men jeg løste det også den gang ved netop at installere de samme drivere, som du også har henvist til på Geforce’s hjemmeside. Det gjorde jeg efter installationen af Windows 10 og har ikke tænkt så meget over det siden, da pc’en jo har virket upåklageligt lige indtil Windows 10 verson 1607 kom på banen.

          Hvis det er et driverproblem, vil det så overhovedet nytte noget at reinstallere Windows 10 på pc’en? Ender jeg ikke bare i samme situation, når jeg opdatere Windows 10 og kommer over på version 1607 igen?

          Jeg har selvfølgelig også kigget på HP’s hjemmeside under den specificerede HP desktop pc, men kan se, at der ikke er relevante driveropdateringer – faktisk er det slet ikke muligt at vælge Windows 10 under driveropdateringerne, hvilket formodentlig skyldes det famøse NVIDIA grafikkort og dets manglende kompatibilitet med Windows 10. Bør jeg egentlig anskaffe et kompatibelt NVIDIA grafikkort og udskifte det med det, der p.t. sidder i pc’en som en vej frem til en løsning?

          Endelig skal du have tusind tak for svarene omkring produktnøgler og produktid’er. Beklager at jeg ikke har været mere skarpsindig og holdt de to begreber adskilt. Men jeg blev da noget klogere på forskellene.

          De venligste hilsner

          Gert Holm-Petersen


          uid_3864024
          Medlem

            Jeg har også samme problem med ex hd Både på bærebar HP og Stationær HP pc’er

            Hm kunne det så ikke være et problem med HP og Win 10 update 

            Jeg gik et skrit tilbage på min stationær pc og den køre ex hd uden problem. 

            Men jeg kunne ikke gå tilbage på den bærbar 


            GertHP
            Abonnent

              Hej Medlem siden 20160327

              Tak for dit bidrag, selv om det ikke er nogen stor trøst, at en anden er havnet i samme situation som en selv.

              Hvad mener du med, at du er gået et skridt tilbage på din stationære pc. Er du gået tilbage til Windows 10 før version 1607 eller?

              Og hvad gør du med din bærbare – bruger den blot uden at kunne tilslutte eksterne enheder?

              De venligste hilsner

              Gert Holm-Petersen


              GertHP
              Abonnent

                Hej Komputer for alle

                 

                Lige en opdateret situationsbeskrivelse for min HP desktop pc.

                 

                Jeg har taget besværet med at geninstallere Windows 10 “fra grunden”. Jeg havde heldigvis fået lavet en Windows 10 ISO DVD efter at jeg oprindeligt opgraderede fra Windows 7 til 10 tilbage i august 2015. Den brugte jeg og status er herefter følgende:

                 

                Windows 10 virker (også som før) upåklageligt bortset fra nogle usb-enheder.

                 

                Efter geninstalleringen – men før opdateringerne fra Windows Update – kunne jeg ikke få det trådløse netkort (et Netgear produkt) til at virke selv om jeg installerede driverne. Det trådløse netkort sidder i en usb-indgang, hvor jeg selvfølgelig afmonterede det, mens driverne blev installeret. Men selv efter at have sat netkortet i igen, kunne jeg ikke få adgang. Jeg flyttede så pc’en til min router, så jeg kunne koble den på nettet via et LAN stik. Efter en af de mange Windows 10 update installationer dukkede netkort-adgangen pludselig op og jeg havde nu adgang til nettet både via LAN stikket og via de trådløse Netgear kort monteret via en usb-indgang. Og det var jo herligt. Indtil da, havde jeg ikke forsøgt at koble den eksterne harddisk til.

                 

                Da jeg koblede den eksterne harddisk til, var jeg i samme situation som tidligere, hvor jeg ikke kunne få adgang. Der kom blot den sædvanlige fejlmeddelelse, at det var en ukendt usb-enhed og at anmodning om enhedsbeskrivelse mislykkedes.

                 

                Så tjekkede jeg alle usb-indgange til pc’en ved først at tage alle usb-tilkoblede enheder fra (herunder enheden til det trådløse tastatur og mus) og tilkoble et usb-tastatur og en usb-mus til de forskellige indgange og her virkede de straks. Jeg kunne også koble den trådløse usb-tastatur- og mus-enhed til, så begge tastaturer og mus virkede samtidigt. Så blev jeg naturligvis optimistisk.

                 

                Da jeg koblede den eksterne harddisk til, virkede den ikke lige i første omgang (samme fejlmeddelelse som tidligere), men da jeg forsøgte nogle gang i træk, var der – vel efter 3. eller 4. forsøg – pludselig “hul igennem” til harddisken uden at jeg havde gjort noget ind imellem de gentagne forsøg på tilkobling.

                 

                Så langt, så godt. Jeg kunne også genstarte pc’en og stadig have adgang til den eksterne harddisk.

                 

                Men da jeg så skulle sætte den eksterne, trådløse netforbindelse til (Netgear usb-enheden), så var jeg i samme situation som jeg tidligere har været i med den eksterne harddisk. Uanset hvor mange gange, jeg har forsøgt at indsætte den trådløse Netgear usb-enhed – har prøvet over 25 gange – kommer samme fejlmeddelelse som jeg tidligere fik ved tilkoblingen af harddisken. Tilsyneladende er problemet flyttet fra harddisk opkoblingen til Netgear-usb-enheden, hvilket er ganske forunderligt. Fejlen er altså en slags “moving target”. 

                 

                Jeg har selvfølgelig forsøgt at slette både drivere til de enheder, der står med gul trekant i Enhedshåndterings-oversigten og selve enhederne, genstartet pc’en og forsøgt igen nærmest utallige gange uden effekt.

                 

                Jeg har også søgt på nettet efter beskrivelser af mit problem og faldt over følgende beskrivelse, som er fra Microsoft:

                 

                https://support.microsoft.com/da-dk/kb/288219

                 

                Her omtales de såkaldte ghost enheder og jeg tænkte, at det måske kunne være noget sådant, der gjorde sig gældende for min pc’s vedkommende. Jeg har indsat et skærmbillede af enhedshåndteringen på pc’en, hvor jeg p.t. kun har fungerende usb-enheder tilkoblet ( (1) dims til trådløst tastatur og mus, (2) den eksterne WD harddisk og altså helt uden tilkobling af Netgear enheden), men får alligevel følgende udseende af enhedshåndteringen uanset at jeg forinden fjerner den enhed, der er markeret med en gul trekant og derefter genstarter pc’en:

                 

                 Der står altså en Ukendt USB-enhed (anmodning om enhedsbeskrivelse mislykkedes) selv om alle de tilkoblede usb-enheder virker (også efter genstart).

                 

                Når jeg så forsøger at tilkoble Netgear enheden til den trådløse internetforbindelse, så mislykkes det og der dukker samtidig endnu en med gul trekant markeret Ukendt USB-enhed op i enhedshåndteringsoversigten, så der nu står 2 gule trekanter med samme tekst lige efter hinanden.

                 

                Kan den første være en ghost enhed? og kan jeg følge vejledningen i ovennævnte link, som gælder for “gamle” Windows versioner, som Windows ikke yder support til længere og som ikke længere opdateres. Eller har Windows 10 “overhalet” disse “gamle” problemer og jeg derfor skal lede efter andre løsninger? Hvis der overhovedet findes nogen!?

                 

                Jeg beklager min lange fejlbeskrivelse, men forsøger blot at give nogle “vinkler” på problemstillingen, som jeg oprigtigt må sige, generer mig betydeligt.

                 

                De venligste hilsner

                 

                Gert

                 


                GertHP
                Abonnent

                   

                  Jeg er ked af at have ulejliget med mit problem med min desktop computer, der ikke har villet tilkoble eksterne usb-enheder.

                   

                  Jeg ved ikke, hvad der er sket. Jeg har blot haft computeren åbnet for at se, om jeg kunne sætte et trådløst netkort direkte i den. I den forbindelse trykkede jeg selvfølgelig på de enheder, der kobler usb-ledningerne til bundkortet (som viste sig at sidde på siden af computeren).

                   

                  Efter at have lukket computeren og sat strøm på den igen, forsøgte jeg atter en gang at koble det trådløse Netgear usb-kort til igen. Og pludselig blev det accepteret og jeg kunne koble mig på det trådløse netværk (der manglede ingen drivere eller noget som helst).

                   

                  Jeg havde – som tidligere beskrevet – under vejs i reinstalleringen af Windows 10 pludselig fået kontakt til den eksterne harddisk (hvor problemet så blev flyttet over til det trådløse Netgear usb-kort). Så jeg forsøgte med skepsis at koble en simpel usb-nøgle til pc’en, hvilket også gik uden problemer. Den kom fint frem som ”identificeret” og kunne findes i stifinderen. Det samme gjorde sig herefter gældende med en anden ekstern harddisk. Så tilsyneladende har jeg fået en velfungerende computer igen uden egentlig at have identificeret hvordan det er sket. Eneste forunderlige er, at jeg fortsat har en usb-enhed under Enhedshåndtering, der står med gul trekant og med den velkendte tekst ”Ukendt USB-enhed (anmodning om enhedsbeskrivelse mislykkedes)”. Men den blokerer tilsyneladende ikke (længere) for tilkobling af andre usb-enheder.

                   

                  Findes der en fornuftig forklaring på sådan et tilfælde og for det beskrevne forløb??

                   

                  De venligste hilsner

                   

                  Gert

                   

                  Forummet 'WINDOWS 10' er lukket for nye emner og svar.